14 marts 2016

Hvilken elcykel skal jeg vælge?

Motoren på en elcykel kan være placeret tre steder: I forhjulsnavet, i bagnavet eller i kranken.

I forhjulsnavet:

Af de tre mulige placeringer af elmotoren er forhjulsnavet den mest populære.

Det kan være, fordi en elcykel med motor i forhjulsnavet ligner en almindelig cykel mest at se på. Det kan også være, fordi motorens ringe størrelse gør hele cyklen lidt lettere end de andre muligheder. Eller det kan være, fordi elcykler med forhjulsmotor er de billigste. Teknikken bag er godt gennemprøvet gennem ti år.

Det giver en lidt anderledes køreoplevelse at blive trukket frem i trafikken. Det kræver lidt tilvænning. Et forhjulsnav med motor løber ligeså frit som et almindelig forhjulsnav, når motoren ikke trækker.

I bagnavet:

Elcykler med motor i bagnavet ser man kun på cykler uden fodbremse og for det meste med udvendigt gear. Det er typisk sportsligt orienterede cykler, som et yngre segment af cyklister er på vej til at tage til sig som en sportsrekvisit.

Når motoren er placeret i bagnavet, giver det en fornemmelse af at blive skubbet frem i trafikken.

I kranken:

Yamaha fremstiller en centermotor, dvs. en motor, der sidder midt på cyklen, i kranken. Det giver den bedste vægtfordeling på cyklen. Kranken er samtidig den placering, der føles mest som en almindelig cykel, fordi det i forvejen er dér, cyklistens egen kraft bliver overført til baghjulet.

Motor i kranken er den mest kostbare af de tre muligheder.

Hvad siger loven:

Motoren på en elcykel må kun hjælpe cyklisten op til 25 km/t. Hvis det skal gå hurtigere, må cyklisten selv sørge for det ved egen kraft.

Motoren på en elcykel må kun virke, når føreren bevæger cyklens pedaler rundt.