08 marts 2016

Gør livet surt for cykeltyven

Lås cyklen

I Danmark bliver der stjålet en cykel hvert niende minut, nat og dag. Sikkert endnu flere, for det tal dækker kun de tyverier, der bliver anmeldt. Kun ganske få cykeltyverier bliver opklaret, og chancen for at få en stjålet cykel tilbage er desværre meget lille. Derfor er det vigtigt at modstå cykeltyveri både aktivt og passivt.

Når du køber en ny cykel, køber du også en godkendt lås. Til låsen hører et låsebevis med plads til at skrive cyklens unikke stelnummer. Gør det – helst allerede i cykelforretningen. På kulfibercykler må nummeret gerne være klistret på. På alle andre cykler skal stelnummeret være præget i stellet. Nummeret sidder oftest under kranken, men du behøver ikke at vende bunden i vejret på cyklen for at finde det, stelnummeret skal fremgå af cyklens garantibevis, og det står som regel også på den kvittering, du får på købet.

Når du kommer hjem med din nye cykel, er det en god idé at lave en lille samlemappe til papirer og andet, der hører til cyklen: Låsebeviset med stelnummeret påført, ekstra nøgler, cyklens garantibevis og kvittering for købet. Du kan også tage nogle billeder af cyklen til brug for et signalement. Papirerne skal hjælpe dig hos dit forsikringsselskab, hvis din cykel en dag bliver stjålet.

Låsen er cyklens aktive tyverisikring. De fleste cykeltyverier er brugstyveri, hvor tyven stjæler en cykel for at køre én tur her og nu. Derefter smider tyven typisk cyklen fra sig. At låse cyklen fast til noget – en lygtepæl eller andet – giver en bedre beskyttelse både mod brugstyveri og organiseret cykeltyveri, hvor flere tyve tager mange cykler med sig på en lastbil og bearbejder låsen i ro og mag et andet sted. Hvis din cykel har en godkendt, fastmonteret lås, kan du opruste med en ekstra lås til at låse cyklen sammen med noget. Så behøver lås nr. 2 ikke være godkendt af Varefaktanævnet.

Når du stiller din cykel fra dig, står det faktisk sort på hvidt i Færdselslovens §49 stk. 7, at cyklen skal være låst.